Som inden for alt andet oplever tatoverings branchen trends og som inden for alt andet, vender de også tilbage. Igennem de 25 år jeg har tatoveret, er stilarterne vendt tilbage og gerne med et twist. Oldschool/traditional tatovering har været tilbagevendende, tribal tatovering, japansk tatovering, horror tattoo osv.

Vi har oplevet, at trenden mødes af en modtrend. Efter traditionel tattoo i 70erne og 80erne kom der finelinetatovering, efter tribalbølgen i 90erne og begyndelsen af 00erne kom oldschool tilbage, stærk streg og kraftige farver, efter den kom dotwork tattoo og fra den modern graphic tattoo.

Med internettet bliver vores mulighed bedre for at kunne følge med i hvad der er oppe i tiden, og hvor der tidligere kunne gå år, før man begyndte at forstå, hvad der var moderne, og hvordan man skulle løse en opgave, er mulighederne langt bedre i dag. Det gælder naturligvis inden for de fleste brancher, men for en som mig, der begyndte før der blev brugt kopimaskiner, har det gjort livet meget nemmere. Det gælder også for vores brug af Photoshop og andre billedredigeringsprogrammer, som min næste blog vil handle om.

Bryst piercing

Der er stor forskel på hvordan piercinger heler og hvor lang tid det tager. Der er desværre heller ikke en præcis tabel for hvad og hvor længe det tager. Vi giver som piercere altid en tidlinje, cirka helingstid og inden for rammerne af denne er det normalt den tid det tager. Der er dog mange der går til den positive side og andre der går til den negative side af den tidslinje. Der er også betydelig forskel på hvor god kunder er til at passe på deres piercinger. Der er piercinger som kan være svære og der er piercinger hvor kunderne er rigtig gode til at passe på i helingsperioden. Den vi vil skrive lidt om i denne blog er bryst piercing. Denne piercing har altid været en del af piercing kulturen. Den har oplevet de sædvanlige udsving i popularitet, men vender altid tilbage, som en trend. Bryst piercing er et godt eksempel på en piercing som kunder er gode til at passe og som sådan oplever vi i piercing branchen sjældent at kunder har problemer med at passe dem mens de heler. Vi oplever også at trenden for smykker ændrer sig og det kan også være kønsbestemt i perioder. Hvor det på et tidligere tidspunkt var ringe der var det fortrukne valg og det var fortrinsvis mænd der fik bryspiercing, ser vi nu at, det er stave og at, det fortrinsvis er kvinder der får lavet dem.

Piercinger med skift

Som professionel piercer siden 1995 har jeg set og oplevet meget. Jeg er piercer fra en tid hvor der var meget ”try and error” Det var gennem iagttagelse at vi lærte af vores fejltagelser og vores succeser. Det som man hurtigt blev opmærksom på var, at der er piercinger der skal laves med skift. Når der er en bestemt masse af den samlede mængde af kunder der får en specifik piercing og som så oplever, at den hæver så meget, at det giver problemer i helingen. Ser vi os nødsaget til at sætte længere smykke i til at begynde med og når piercinger så er overfladehelet, skifte til et kortere. Det gælder blandt andet tungepiercing, labret piercing, industrial piercing, construction piercing, snook, bridge piercing og nogen gange surface piercing, derunder christina piercing.

Vi bliver sågar nødt til at lave nogle af piercinger med skift i bio-plast. Det gælder for industrial piercing, construction og snook piercing som så bliver skiftet til stål, når de er overfladehelet. Det er er igen fordi, at selv med skift er frekvensen af folk der oplever problemer så stor, at det er nødvendigt. Men for os er det vigtigste at kunder har så få problemer i hele helingsperioden, så det endelige resultat bliver optimalt.

Tragus, Fronthelix/Forwardhelix

Når man, som piercer er i servicebranchen, vil man jo gerne give kunderne dét de ønsker. Man kan dog opleve, at der kommer en konflikt mellem det, som kunderne vil have og det som giver så mange problemer i helingen. For at undgå problemer, bliver man nødt til at bestemme hvilket smykke der skal bruges til en specifik piercing. Det er gennem iagttagelse, at vi kan se hvordan piercinger heler og derfor kan man når der er lavet x antal piercinger, bedre rådgive om hvad smykke der er bedst for helingen. Det er ikke fra vores side et ønske om at vælge hvad folk skal pierces med, men for at undgå flest problemer i helingsperioden, ser vi det som en nødvendighed. Det gælder blandt andet for tragus og fronthelix/forwardhelix. Hos os i City Piercing bruger vi kun labretstave, da vores erfaring har vist, at der er for mange der oplever problemer med ringe i helingen, til at vi vil lave dem med ringe. Når de er gennemhelede, kan man skifte dem til ringe. Der er også piercinger, som man bliver nødt til at lave med et skift. Det gælder blandt andet for tungepiercing, industrial-piercing, construction-piercing og snook. Det er nogle af dem, jeg vil skrive om i min næste blog.

 

 

Daith piercing

Daith piercingen er ikke en ny piercing, men i takt med, at mennesker søger oplysninger på internettet, har den fået en overraskende renæssance. Da de første kunder begyndte at komme ind og spørge, om Daith virkede mod migræne, var vi i vildrede, da vi er piercere og tatovører frem for behandlere. Men det var en tidevandsbølge, så vi bad kunderne om at vende tilbage med feedback på, om det havde en positiv effekt. For dem det virkede for, bad vi dem komme igen efter 5 måneder, så vi kunne være sikker på, det ikke var placebo-effekt. Da vi fik en større pulje, kunne vi bedre rådgive kunder, specielt da der ikke er garanti for, at det virker. Det har vist sig, at Daith-piercingen virker for rigtig mange. Man skal dog huske, at det virker forskelligt fra person til person. Hos mange forsvinder både hovedpine og migræne, hos andre forsvinder migrænen. Der er en mængde der oplever dæmpning af symptomer og så er der dem, hvor deres anfalds-rate falder dramatisk.

Med den nye udvikling oplevede vi også, at vi fik et nyt segment af kunder. Det glæder naturligvis branchen, men vi har oplevet, at det med at passe piercingen i helingsperioden har været problematisk for mange. Med hensyn til smykker, har det været muligt at bruge både bananabell og lukkede ringe, til forskel fra andre piercinger, hvor vi ud fra et helings-perspektiv bliver nødt til at bestemme, hvilket smykke der skal bruges. Det er eksempelvis Tragus, Fronthelix, Industrial og Construction, som jeg vil skrive om i min næste blog.

Mangfoldighed i ørerne

Der er intet nyt under solen, som alt andet vil trends fra tidligere komme igen. Piercinger som blandt andet, Tragus, Conch og Rook piercinger er tilbagevendende trends. Der kan gå mange år, men fra begyndelsen af min karriere som piercer, har jeg oplevet at piercinger som dem kommer på mode igen.

Det man altid må huske når det gælder piercinger i ørerne er at, mulighederne er næsten utallige. Ørepiercinger har også være medvirkende til, at ændre på vores, altså pierceres æstetiske sans. Det er vigtigt, at man anerkender at piercinger ikke bliver lavet ud i det blå men at der er faktiske æstetiske og etiske/praktiske årsager til at de sidder hvor de sidder. Med kunders større trang til at skille sig ud og få lavet noget individuelt, har vi som piercere været nødt til at kigge bort fra tillært æstetik og se øreprojekter som samlet udtryk. På den måde betyder placering kun noget i forhold til hvis de kommer i konflikt med helingen. Det har givet en frihed, som vi ikke har haft tidligere og nye mulighed for at udtrykke os.

I vores næste blog, vil vi skrive om Daith, Fronthelix, Industrial piercing og Construction piercing.

Store huller/stretch

For at kunne forstå hinanden, skal vi kunne kommunikere. Terminologi er vigtigt for, at vi kan forstå hinanden. Det gælder også for piercinger. For at kunderne kan få den piercing de ønsker er det vigtigt, at vi forstår hinanden. Piercere har gennem tiden ofte haft et navn for en piercing, når kunderne så står i shoppen har de et andet. Det kan give problemer i og med, at det er os som professionelle der kender termerne. Det gav tidligere en vis undren i branchen, når kunderne havde et andet navn for en piercing. Som eksempler kan der nævnes medusa piercing, som oprindeligt hed iwaka piercing, bridge piericng som tidligere hed earl piercing, eller piercinger som hedder flere ting, fronthelix, der også kaldes forward helix. Men den som vi skal snakke lidt om er stretch/store huller i ørerne.

Der lød et ramaskrig i branchen, da kunder begyndte at omtale store huller som stretch, da ordet betyder udvidelse, eller strækning. På mange fronter, både på skrift/online, i butikkerne og på kurser, vakte det vrede, at kunderne brugte ordet stretch om store huller. Stretch var jo noget andet, der blev ikke lavet hul og det var jo ikke en piercing, når man udvider huller. Men som i alt andet var det mere pragmatisk, da det jo drejer sig om at give kunderne den piercing de vil have, end at fastholde, hvad der ud fra en piercer´s synspunkt, er rigtigt. Så branchen rettede med tiden ind og i dag er det en naturlig ting at kalde store huller stretch.

Som piercer, bør man altid stræbe efter at blive bedre, både i forhold til renlighed, nye piercinger og i forhold til det, betyder det ikke noget at der kommer nye navne på piercinger.

Ud fra den betragtning, vil jeg fremadrettet, når jeg blogger, kalde store huller strech piercing.

Strech piercing, der tidligere var ekstremt, er i dag socialt acceptabelt. På mindre end 20 år har det kollektive fællesskab taget stretch piercing til sig. Det er således, at der er brancher hvor det er mere accepteret, frisører, tjenere, bartendere, håndværkere, kokke osv. og naturligvis piercer og tatovører.

I mit næste blogindlæg vil jeg snakke om skiftende trends inden for ørepiercinger.

 

 

Piercing

Når emnet falder på øre piercinger i Danmark, er det ofte øreflipperne, der bliver tænkt på. Rent kulturelt har det på de fleste sociale niveauer være acceptabelt, at være piercet i øreflipperne, for både børn og voksne. Hvad der er socialt accepteret skifter fra samfund til samfund og det er kun det som samfundet accepterer vi ser, som det normale. Eksempelvis, er strech piercinger (store huller i øreflipperne) hos Masaierne accepteret, hvorimod tungepiercing er noget, som ikke er kulturelt acceptabelt. Man kan godt snakke om, at de sociale normer i et samfund gør, at mange kulturer har mere til fælles, i og med, at individet gør det der bliver forventet. Derved kan man sige at, den unge Masai, som får store huller i ørerne har mere til fælles med en teenager fra bibel bæltet i USA, som går til prom og gifter sig med pigen fra inden ved siden af, da de følger de sociale normer.

 

I den vestlige del af verden, skifter trends og mode nok hurtigt. Avantgarde bliver til mainstream og flyder ud, for derefter at forsvinde. Nogle trends bliver en del af den nedarvede kultur.

 

Man har tidligere snakket om ”the modern primitivs” hvor man har brugt kropsudsmykning uden for ens egen kulturaccept. Men da verden bliver mindre og alting går hurtigere, bliver sådan et udtryk irrelevant, store huller i øreflipperne, kombineret med den rigtige frisyre, danner grundlag for et bestemt udseende, som i den moderne verden mere er et socioøkonomisk udtryk, end kulturaccept.

 

Før den økonomiske krise ramte, var trends indenfor piercing flydende. Men det var tydeligt at, da krisen ramte oplevede vi, at der næsten kun blev lavet ørepiercinger i et par år. Tragus piercing, øreflipper, helix/ørekanter var meget populære, Det var også klart hos os, at alting skulle holdes minimalistisk og diskret, man måtte ikke flashe sine piercinger. Stål var in og alt hvad der udtrykte penge var yt. Med tiden over et par år begyndte hullerne og smykker, at blive større igen. Det muligt, at det var en dansk trend, dette var dog ikke mit indtryk.

 

Et udtryk, som jeg ofte bruger om hvad der er populært er ordet morf (en skiftende udefinerlig størrelse). For naturligvis kan en trend opstå hvis en kendt og populær person bliver piercet med en bestemt piercing. Eksempelvis Kylie Jenner som fik lavet en nipple piercing, satte en trend i gang. Men mere generelt opleves trends inden for piercing, som Morfs. Selvom jeg vil påstå at det er mere socioøkonomisk end man skulle tro.

 

Det er ikke kun indenfor piercing og tatovering man kan se det. Jeg er sikker på, at det er gældende inden for det meste. Jeg vil dog holde mig til det jeg selv beskæftiger mig med.

 

I mit næste blokindlæg vil jeg skrive mere om specifikke ørepiercinger.